Cookies
  
Julehilsen til klublederne i Midtjylland
Klub: Badminton Midtjylland
Publiceret af: Rikke Jungberg Pedersen
Dato: 21-12-2022 17:48:45
Kategori: Generelt
     
21-12-2022

Kære klubleder

Vi har endelig haft en sæson, hvor vi ikke har skullet forholde os til Covid-19-restriktioner. Det er så dejligt at være tilbage i normal gænge.

Mange klubber er dog stadig mærket af de tidligere begrænsninger. Det ses blandt andet på medlemstallet, hvor mange klubber har haft et frafald i voksengruppen – specielt på kvindesiden. Heldigvis har mange klubber til gengæld haft fremgang blandt ungdomsspillerne. En andet udfordring for mange klubber er, at flere ledere og trænere er stoppet. Det er en alvorlig udfordring, når det helt centrale for et godt klubliv er gode ledere og trænere.

I Midtjylland har vi forsøgt at hjælpe klubberne med de udfordringer. Badminton-konsulenterne fra DGI landsdelene har vejledt og støttet klubberne, mens Badminton Midtjylland har haft en økonomisk støtteordning til klubberne, som har været målrettet medlemsrekruttering og -fastholdelse. Derudover har vi i fællesskab med DGI landsdelene iværksat et spændende trænerprojekt, hvor syv klubber allerede inden sommerferien havde tilmeldt sig. Efter sommerferien er nye klubber blevet koblet på, hvilket betyder, at der i øjeblikket er cirka 40 nye trænere involveret i trænerudviklingsprojektet.

I denne sæson har vi i Badminton Midtjylland og de fem midtjyske DGI landsdele valgt at placere det fælles årsmøde lidt tidligere på året end vi plejer – årsmødet afholdes lørdag den 11. februar kl. 11-14 i Esbjerg.

Med den tidlige placering har vi mulighed for at kombinere årsmødet med DM-finalerne, der afvikles i BlueWater Arena samme dag. Alle deltagere i årsmødet får en billet til DM finalerne.

Ud over de spændende finalekampe byder årsmødet på mange interessante oplæg. Flere oplæg vil have fokus på de allerede nævnte klubudfordringer. Formanden for Badminton Danmark og DGI-Badminton vil præsentere den nye samarbejdsaftale, og derudover får vi præsenteret Badminton Danmarks nye direktør og de to nye DGI-konsulenter.

I forbindelse med det fælles årsmøde afholder Badminton Midtjylland også sit formelle årsmøde. Beretninger, regnskab og budgetter vil blive rundsendt på forhånd, mens valget til bestyrelsen foregår på selve årsmødet. Der er valg på følgende områder: Den senioransvarlige, den økonomiansvarlige og næstformanden. Alle de nuværende ansvarlige vil gerne forsætte arbejdet i Badminton Midtjyllands bestyrelse, men Peter Jensen (næstformand) har tilkendegivet, at han stiller sit mandat tilrådighed, hvis andre ønsker at hans funktion. Interesserede til næstformandsposten må meget gerne tage kontakt til mig. Så kan jeg informere om forventningerne til funktionen og det forventede tidsforbrug.

Indbydelsen til det fælles midtjyske årsmøde med et mere detaljeret program udsendes lige efter nytår.

Jeg vil gerne takke alle jer klubledere for det store og fantastiske arbejde, I gør i jeres badmintonklub. Stort tak for det. Jeg ønsker jer alle og jeres familier en glædelig jul og et godt og aktivt nyt år.

Venlig hilsen

Jens Dall-Hansen

Kredsformand for Badminton Midtjylland



 

 

Bekkasinvej 1
8800 Viborg
28269205

Nyheder

29.03.2011
29.03.2011
28.03.2011
28.03.2011